Som nyuddannet har du ret til dagpenge i 1 år (1.924 timer) inden for en 2-årig periode, og din dagpengesats bliver nedsat efter 3 måneder.
Som nyuddannet kan du som hovedregel få dagpenge en måned efter, at du har afsluttet din uddannelse. Det kræver blot, at du:
- Skriftligt søger om at blive optaget i A-kassen senest to uger efter uddannelsens afslutning
- Tilmelder dig som ledig i dit jobcenter på din første dag som ledig. Derudover skal du udfylde en ledighedserklæring (som nyuddannet).
Har du været medlem 1 år forud for datoen for din afsluttede uddannelse vil du være berettiget til dagpenge fra dagen efter endt uddannelse.
For at få ret til dagpenge fra dagen efter endt uddannelse, så skal du:
- Skriftligt søge om statusskift til nyuddannet senest to uger efter endt uddannelse
- Tilmelde dig som ledig dagen efter endt uddannelse, og udfylde en ledighedserklæring (som nyuddannet)
Sprogkrav eller tilknytningskrav
Udover at du skal have afsluttet en optagelsesberretiget uddannelse, så skal du også opfylde et såkaldt sprogkrav eller et tilknytningskrav.
Har du gennemført 6. klasse på en dansk folkeskole, dansk friskole eller dansk privat grundskole, så opfylder du som udgangspunkt sprogkravet. Du kan også opfylde sprogkravet ved at have bestået Prøve i Dansk 2 eller danskprøve på tilsvarende eller højere niveau.
Kan du ikke opfylde kravet, skal du opfylde et beskæftigelseskrav på mindst 600 timer (som fuldtidsforsikret) inden for de seneste 24 måneder forud for din dagpengeret. Det er et krav, at der er indberettet løntimer i mindst 12 af månederne inden for de seneste 24 måneder. Indkomst fra selvstændig virksomhed kan ikke medregnes.
Vi anbefaler at du kontakter a-kassen på tlf. 3283 3639, hvis du skal opfylde beskæftigelseskravet.
Udfyld ledighedserklæring
Hvor meget får jeg i dagpenge?
Din dagpengesats afhænger af, om du er forsørger for et eller flere børn eller ej.
Hvis du har forsørgelsespligt over for et eller flere børn, vil du få dagpenge med en sats på 16.694 kroner per måned (82 procent af den maksimale dagpengesats).
Du har forsørgelsespligt, hvis du har et barn under 18 år, som opholder sig i Danmark.
Du har ret til denne sats i hele din dagpengeperiode, medmindre du status som forsørger ændrer sig eller du bliver berettiget til en beregnet sats.
Hvis du ikke har forsørgelsespligt, vil du få dagpenge med en sats på 14.557 kroner per måned (71,5 procent af den maksimale dagpengesats).
Du har ret til denne sats de første 3 måneder (svarende til 481 timer). Herefter vil din sats nedsættes, og din nye sats afhænger nu af om du er over eller under 30 år.
Er du under 30 år, vil din sats nedsættes til 10.011 kr. pr. måned og du vil have ret denne sats resten af din dagpengeperiode medmindre du fylder 30 år, bliver forsørger eller du bliver berettiget til en beregnet sats.
Er du fyldt 30 år, vil din sats nedsættes til 12.645 kr. pr. måned. Du vil have ret til denne sats resten af din dagpengeperiode medmindre du bliver forsørger eller bliver berettiget til en beregnet sats.
Tallene gælder for 2024 for fuldtidsforsikrede medlemmer.
Du kan få beregnet en dagpengesats, når du har indberettet indtægt i mindst 3 måneder inden for de seneste 24 måneder. Arbejdet skal ligge efter uddannelsens afslutning. Du kan tidligst få udbetalt dagpenge med en beregnet sats, når du har haft ret til dagpenge i 6 måneder. Du vil kun få udbetaling med den beregnede sats, hvis den giver dig ret til en højere sats.
Sammenlægning af uddannelse og arbejde
Hvis du har været medlem af en a-kasse i mindst 1 år forud for din uddannelse og du har eller forventer arbejde efter endt uddannelse, så kan du måske med fordel gøre brug af sammenlægningsreglen.
Du kan nemlig sammenlægge måneder med uddannelse og mindst en månedsindberetning efter endt uddannelse til at opfylde enten indkomst- eller beskæftigelseskravet.
En måned med uddannelse samtidig med medlemskab sidestilles i denne situation med det den maksimale indkomst eller de maksimale timer man kan medtage pr. måned.
Du kan således opfylde reglerne om dagpengeret som lønmodtager.
Får du dagpengeret som lønmodtager skal du ikke opfylde sprogkravet og du får dagpengeret i 2 år frem for 1 år.
Dog kan det være at din dagpengesats vil være mindre end den maksimale dagpengesats, da der skal beregnes på de 12 bedste lønsedler inden for de seneste 24 måneder forud for retten til dagpenge. Og dermed kan det være at indkomst fra et studiearbejde fx skal medtages.
Får du ikke den maksimale dagpengesats, vil du kunne vælge om fx hellere vil have dagpenge som dimittend.
Se mere om satser
Allerede medlem af en a-kasse?
Hvis du har været medlem af en a-kasse under uddannelsen, kan du vælge at beholde dine nuværende rettigheder i stedet for at få ret til dagpenge på baggrund af din uddannelse. Det kan måske betale sig, hvis du tidligere har fået beregnet en dagpengesats, som er højere end dimittendsatsen.
Vær opmærksom på, at du ved at vælge nuværende rettigheder kun har ret til dagpenge i det antal timer, du har tilbage af din dagpengeperiode eller referenceperiode.
Hvis du vælger dimittendrettigheder, betyder det, at du starter forfra i en ny dagpengeperiode på 2 år (3.848 timer) indenfor en 3-årig periode – men til den lave dagpengesats. Kontakt os og hør, om du stadig har rettigheder tilbage fra en tidligere dagpengeperiode.
Spørg os om dagpenge
Kontakt os i god tid
For at være berettiget til dagpenge en måned efter, du har afsluttet din uddannelse, skal du søge om optagelse i A-kassen senest to uger efter uddannelsens afslutning.
Hvis du har været medlem af en a-kasse under uddannelsen, skal vi have modtaget din ansøgning om dagpenge senest to uger efter uddannelsens afslutning, for at du har ret til dagpenge efter uddannelsens afslutning.
Derudover skal du være tilmeldt som ledig på Jobnet.dk fra din første ledige dag.
Meld dig ind i Lederne A-kasse
Se, hvordan du melder dig ledig