Travlhed, forstyrrelser og forandringer er et vilkår for mange. Her får du en række gode råd fra Lederne Pro til, hvordan du skaber dig overblik og arbejdsro i hverdagen, så du kan trives og præstere bedst muligt.
Brug tid på planlægning og prioritering
Skab dig et overblik over, hvilke opgaver du har lige nu. Hvad er de vigtigste? Hvilke opgaver haster? Skriv ned og visualiser dine opgaver, derved får du et godt udgangspunkt for at tage en dialog med din chef eller dine medarbejdere om jeres mål, opgaver og prioritering, og hvilke muligheder der er for at løse dem. Vi har udviklet værktøjet ”Prioritér dine opgaver”, som du kan hente nedenfor.
Download værktøjet ”Prioritér dine opgaver” (pdf)
Når du har fået overblik over dine opgaver, kan du spørge dig selv; Hvilke opgaver giver mig energi? Hvilke opgaver trives jeg med? Giver dette overblik mig anledning til at ændre noget i min prioritering i forhold til min trivsel? Hvis ja, hvad er så mit første skridt?
Brug dine styrker i hverdagen
Når du tager afsæt i dine styrker, så udvikler du dig hurtigere, du præsterer bedre, og du trives bedre end når du fokuserer din energi på at udvikle dine svagheder. Dine styrker er noget andet end dine kompetencer. Hvis du ikke allerede er bevidst om dine styrker, så brug tid på at lære dem at kende.
Find dine styrker her
Jo mere du udvikler dine styrker ved at give dem opmærksomhed i hverdagen og bruger dem på nye måder, jo større mulighed har du for at blive virkelig god til og glad for det, du gør.
Hold dine arbejdsopgaver op mod dine styrker og kig på, om der er overensstemmelse. Hvordan understøtter dine arbejdsopgaver det, der motiverer dig? Er der sammenhæng mellem det, du får energi af, og det, du laver? Hvad kan og vil du selv ændre? Hvordan kan din chef eventuelt hjælpe dig?
Få indflydelse på din egen tid
Tiden er dyrebar og en knap ressource. Når vi trives, er det fordi, vi bruger vores tid til at nå hen imod de mål, vi gerne vil nå. Få så vidt muligt kontrol og indflydelse på din egen tid – det giver ro. Book ”lufthuller” i din kalender, som du kan bruge på egen refleksion eller ting, du ikke havde forudset.
Brug din bedste tid til det vigtigste
Hvornår på dagen føler du dig mest frisk? Læg dine vigtigste eller mest krævende opgaver der, hvor du er mest effektiv. Vær bevidst om, hvornår det er bedst at bede andre om hjælp til en opgave, og hvornår du bruger tid på noget, som du ligeså godt kunne uddelegere til en medarbejder eller kollega.
Få styr på forstyrrelserne
En stor kilde til forstyrrelser er telefonen og de e-mails, der konstant tikker ind og hiver efter din opmærksomhed. Læg en plan for, hvornår og hvordan du vil håndtere dem, så de får det fokus, de har brug for og ikke opfattes som distraherende. Sæt eventuelt faste tidspunkter af i løbet af dagen, hvor du behandler e-mails og giver dem fuldt fokus. Sortér dem efter, hvilke du straks skal handle på, hvilke der kan vente og hvilke, der bare er til orientering.
Hvilke andre forstyrrelser og tidsrøvere er der i din hverdag? Hvilke vil du gerne gøre noget ved? Hvad vil det betyde for din trivsel? Hvad vil du konkret gøre, og hvem kan hjælpe dig?
Vær nærværende
Nærvær er vigtigt i dit arbejdsliv og i de mange relationer, som du indgår i. Men nærværet i nuet kan nemt forsvinde i en hverdag med mange forstyrrelser eller ting du lader dig distrahere af, og det kan have stor indflydelse på din trivsel og arbejdsglæde.
Der kan være flere måder at skabe mere nærvær i forhold til dig selv og dine relationer. En af metoderne er mindfulness, hvor du via meditation kan træne sig til en større indre ro, og få mere kontrol og tankemønstre og følelser. Træningen har blandt andet betydning for din mentale robusthed, koncentration, hukommelse og glæde.
Læs mere om mindfulness
Prøv en guidet meditation