Ændrede vilkår i din ansættelse

Din arbejdsgiver har mulighed for at indføre ændringer i dit ansættelsesforhold. Der skelnes mellem den type ændringer, der ligger inden for din stilling, og den type, som kan betragtes som væsentlige ændringer. De to typer er omfattet af forskellige regler.

Ændringer som ligger inden for din stillings indhold, vil være inden for din arbejdsgivers ledelsesret, og dem er du forpligtet til at acceptere med kort varsel. Væsentlige ændringer er du derimod ikke forpligtet til at acceptere. Konsekvensen kan dog være, at du bliver opsagt. Hvis du accepterer væsentlige ændringer, vil de som udgangspunkt træde i kraft, når dit opsigelsesvarsel ophører.

Læs om de forskellige regler for ændringer

Ændringer inden for stillingens indhold

Hvis ændringerne er inden for din stillings indhold, er du forpligtet til at acceptere dem. Ligeledes må du som udgangspunkt acceptere interne omlægninger i virksomheden. Eksempler på dette kan være rationaliseringer og sammenlægninger af funktioner, hvor dit arbejdsområde i nogen grad ændres eller indskrænkes.

Din arbejdsgiver er forpligtet til at varsle dig med et rimeligt varsel, inden ændringerne træder i kraft.

Midlertidige ændringer

I en række tilfælde kan dit arbejde midlertidigt skifte karakter, uden at det giver dig nogen muligheder for at reagere på ændringerne. Du er blandt andet nødt til at acceptere ekstraordinære arbejdssituationer i forbindelse med eksempelvis flytning af virksomheden, udsalg eller force majeure i form af for eksempel brand og oversvømmelse. Din arbejdsgiver kan også kræve, at du er fleksibel i forbindelse med kollegaers sygdom og ferie.

Væsentlige ændringer

Der er ingen lovregler, der fastslår, hvornår ændringer er så væsentlige, at du ikke er forpligtet til at acceptere dem. Det afhænger af dit ansættelsesforhold. Det er derfor en god idé at fastlægge grænserne for, hvad din stilling dækker i en stillingsbeskrivelse.

Læs om stillingsbeskrivelse

Som hovedregel siger man, at hvis ændringen er så væsentlig, at der reelt er tale om en anden stilling, er du ikke forpligtet til at acceptere den.

Eksempler på væsentlige ændringer
Det vil altid kræve en konkret vurdering at fastslå, om en ændring er væsentlig eller ej, men eksempler på væsentlige ændringer er:

  • At du mister din funktionærstatus,
  • At du får dårligere løn,
  • At du fremover beskæftiges i en helt anden stilling,
  • At virksomheden flytter adresse, hvilket indebærer, at du får væsentlig forøget transporttid og transportomkostninger,
  • At din arbejdstid ændres væsentligt.

Hvis du er i tvivl, om der er tale om væsentlige ændringer, er du velkommen til at kontakte os for en vurdering.

Kontakt Lederne Spring for juridisk rådgivning

Hvornår træder de væsentlige ændringer i kraft?
Hvis der er tale om væsentlige ændringer, vil de som hovedregel skulle varsles med dit individuelle opsigelsesvarsel og vil dermed først træde i kraft ved udløbet af dette varsel. Der er dog intet, der hindrer dig og din arbejdsgiver i at aftale, at ændringerne indføres før udløbet af dette varsel. Vi anbefaler, at du sikrer dig, at sådan en aftale foreligger skriftligt af bevismæssige årsager, og er accepteret af dig.

Hvis du ikke ønsker at acceptere væsentlige ændringer

Du skal straks protestere, hvis du ikke ønsker at acceptere ændringerne. Du kan ikke modsætte dig ændringerne, når de først er trådt i kraft, så du skal reagere hurtigst muligt. I den forbindelse er det vigtigt, at du får afklaret, om din arbejdsgiver ønsker, at du fortsætter på uændrede vilkår, eller om du skal fratræde din stilling. Hvis du bliver opsagt, når du afviser væsentlige ændringer, får det som udgangspunkt ikke konsekvenser for din ret til dagpenge.

Hvis du bliver sagt op, anbefaler vi, at du lader Lederne Spring gennemgå din opsigelse. Du får svar indenfor 24 timer på hverdage.

Indsend opsigelse

Ny kontrakt ved ændrede ansættelsesvilkår

Hvis dine ansættelsesvilkår ændrer sig, er det vigtigt, at du får ændringerne indført i din nye kontrakt. Ændrede vilkår for din ansættelse kan også omfatte nye vilkår, som vil være væsentlige for fortsættelsen af dit ansættelsesforhold. Det kan for eksempel være i form af et nyt ansvarsområde, eller hvis virksomheden tilbyder en bonusordning.

Vi anbefaler, at du lader Lederne Spring gennemgå din kontrakt, inden du skriver under. Du får svar inden for 24 timer på hverdage.

Indsend kontrakt

Opdateret: 12.01.2024